Den Præhospitale Virksomhed
Hjulmagervej 20, 9000 Aalborg
Lægefaglig direktør søges til Den Præhospitale Virksomhed, Region Nordjylland
Vi er meget dygtige til det præhospitale i Nordjylland. Vi hviler ikke på laurbærrene, og har fokus på hele tiden at blive endnu bedre – både i helheden og i detaljen. Bliver du vores nye lægefaglige direktør, er det din vigtigste målsætning: At være et fagligt fyrtårn, som har visioner inden for det præhospitale område, og som ser muligheden for nytænkning, inden andre gør.Du er vores garant for, at vi til alle tider er opdaterede på og lever op til lovkrav og instrukser inden for det præhospitale område. Du er vores sundhedsfaglige ansigt udadtil, og er, i kraft af din evne til at omsætte visionerne til praksis og målbare resultater, en stærk ambassadør for Den Præhospitale Virksomhed, både internt og eksternt.
Som lægefaglig direktør er det din vigtigste opgave at sikre et præhospitalt beredskab af høj kvalitet med afsæt i Region Nordjyllands og Den Præhospitale Virksomheds strategiske mål, mission og vision. Du sætter de højeste standarder for uddannelsesniveauet og for den fortsatte kompetenceudvikling for alle vores medarbejdere og frivillige, der hver dag gør en stor forskel.
Du skal udnytte og koble den præhospitale forskning tættere på praksis i hverdagen. Den Præhospitale Virksomhed har et tæt samarbejde med Center for Præhospital- og Akutforskning ved Aalborg Universitetshospital. Det skal udbygges og udvikles, og vi skal også fortælle omverden om resultaterne.
Du har det lægefaglige og sundhedsfaglige ansvar for alle sundhedsrelaterede aktiviteter i Den Præhospitale Virksomhed. Du har bl.a. det sundhedsfaglige ansvar for alle regionsansatte paramedicinere, ambulancebehandlere og sygeplejersker ansat i AMK-vagtcentralen samt paramedicineruddannelsen. Du har det lægefaglig ansvar for driften af regionens akutlægebiler og det konsulentansatte lægefaglige personale, der leverer den lægefaglige kompetence i køretøjerne. Du har desuden ansvar for sundhedsberedskabet i hele regionen. Jf. BEK nr. 971 af 28/06/2016 om planlægning af sundhedsberedskabet § 17 agerer du som præhospital leder for Region Nordjylland med det ansvar og opgavesæt, som følger bekendtgørelsen.
Du skal i det hele taget sikre, at vi har et opdateret og omstillingsparat præhospitalt beredskab, hvor hele kæden med alle dens led, lige fra sygeplejersker i AMK-vagtcentralen, paramedicinere, ambulancebehandlere, læger til vores korps af frivillige er velsmurt maskine, der ubesværet arbejder sammen om at skabe den bedste og mest kvalificerede akutte hjælp til regionens borgere.
Den Præhospitale Virksomhed
Den Præhospitale Virksomhed driver et sundhedsberedskab og et præhospitalt setup af meget høj kvalitet. Forud ligger en mangeårig proces, hvor virksomheden og Region Nordjylland har været frontløber i en markant faglig udvikling på det præhospitale område. En udvikling der blandt andet handler om høje kompetenceniveauer, teknologi og forskning.
Februar 2021 besluttede Regionsrådet at hjemtage ambulancetjenesten og den liggende patienttransport i stor-Aalborg og den nordlige del af regionen. Denne delvise hjemtagelse åbner op for synergieffekter og et tættere samarbejde med hospitaler og i det tværsektorielle setup til gavn for de nordjyske borgere. Indtil driftsstart i april 2022 opbygger Den Præhospitale Virksomhed (DPV) den regionale driftsorganisation, så der fortsat leveres et drifts- og patientsikkert ambulanceberedskab til de nordjyske borgere uanset, hvor de bor i regionen.
Derudover opnormerer vi på de lægefaglige ressourcer til rådighed i Den Præhospitale Virksomhed. Allerede fra ultimo 2021 suppleres organisationen med foreløbigt 1 ekstra lægefaglig ressource. Af såvel rekrutteringsmæssige som strategiske årsager vil de ekstra lægefaglige ressourcer være baseret på 50/50 dele-stillinger med klinikken på det akutte område.
Vi tilbyder
At være lægefaglig direktør i Den Præhospitale Virksomhed er lig med en hverdag, hvor du gør en forskel hver eneste dag. Du får dedikerede medarbejdere og en dedikeret ledelsesgruppe i en offentlig virksomhed i fortsat udvikling. Du får en unik mulighed for at sætte dit præg på den del af vores hospitalsvæsen, som er i front, når borgerne i Region Nordjylland har brug for akuthjælp. Der er mange opgaver i horisonten, du får mulighed for at sætte dit præg på, og det vel at mærke opgaver, som kommer til at definere rammerne for det præhospitale beredskab i mange år frem.
Om dig
Du er leder med et stort L og kan navigere i et dobbelt lederskab i krydsfeltet mellem direkte faglig ledelse og strategisk ledelse på vegne af en samlet koncern og ledelsesgruppe. Dine sundhedsfaglige medarbejdere udfører deres opgaver på din delegation. Det er en delegation, der bygger på et højt fagligt niveau, uddannelse og kompetenceudvikling og ikke mindst tillid. Tillid til at de kan og gør deres bedste hver dag, og når det en gang imellem bliver ekstra svært, så bakker du op på alle fronter.
Som lægefaglig direktør skal du kunne navigere- og fungere i en politisk ledet organisation, hvor det er folkevalgte medlemmer af Regionsrådet og øvrige politiske udvalg, der sætter retningen og understøtter dine faglige ambitioner. Det kræver systemforståelse og gode kommunikationsevner.
Uddrag af vores forventninger til dine kompetencer og erfaringer:
- Din kerne består af tillid, tillid til dig selv og til dine omgivelser, hvilket udmønter sig i din evne til at uddelegere ansvar baseret på tillid. Du følger op, når det er nødvendigt, men kan også arbejde i kulissen, når tingene bare kører. Det skaber arbejdsglæde for alle.
- Du tager ansvar og viser det på alle niveauer. Du holder, hvad du lover, og anerkender andres indsats, når de gør deres bedste. Det skaber engagement.
- Du er innovativ, inspirerende og skaber engagement ved at gå forrest med de nye ideer og tiltag. Det skaber retning og faciliterer samarbejde.
- Du er speciallæge med betydelige, dokumenterede kompetencer indenfor det akutte og præhospitale område.
- Du har betydelig klinisk erfaring indenfor de præhospitale og akutmedicinske fagområder, måske endda med forskningserfaring på CV’et.
- Du har erfaring med ledelse og har vist resultater inden for ledelsesopgaven.
Læs mere om jobbets indhold og vores forventninger til dine kvalifikationer og kompetencer her.
Praktiske informationer
Stillingens titel er lægefaglig direktør for Den Præhospitale Virksomhed, Region Nordjylland. Du refererer til direktøren for Den Præhospitale Virksomhed.
Med jobbet følger også opgaven og titlen som leder af sundhedsberedskabet og den præhospitale indsats i Region Nordjylland. I daglig tale ’præhospital leder for Region Nordjylland’, jf. BEK nr. 971 af 28/06/2016 om planlægning af sundhedsberedskabet § 17.
Interesserede kandidater kan kontakte Peter Larsen, Præhospital direktør på 22 71 17 70 eller erhvervspsykolog Poul Volquartzen på 31 45 0070 for en fortrolig drøftelse af muligheder og vilkår i stillingen.
Løn forhandles i henhold til aftale for lægelige chefer.
Der er ansøgningsfrist den 5. september 2021. 1. samtalerunde afholdes den 15. september og 2. samtalerunde afholdes den 29. september. Kandidater der går videre, skal påregne tid til personlighedstest.
Den Præhospitale Virksomhed – vi er hjælpen, patienten møder inden hospitalet
Den Præhospitale Virksomhed står for den indsats, der ydes fra en borger har akut behov for hjælp til vedkommende er modtaget på et hospital. Det omfatter blandt andet ansvaret for ambulanceberedskabet og andre præhospitale enheder, præhospitale uddannelser, koordinering af sundhedsberedskabet og AMK-vagtcentralen.
Den Præhospitale Virksomhed er en del af Danmarks første fælles vagtcentral, der har adresse i Aalborg. Den Præhospitale Virksomhed koordinerer også Region Nordjyllands frivillige akutordninger, SMS-hjertestopsordningen, Hjerteløberordningen og 1-1-2 akuthjælperordningen.
Læs mere om den Præhospitale Virksomhed
Om Region Nordjylland
Region Nordjylland leverer velfærd til omkring 590.000 nordjyder inden for sundhed, regional udvikling og det specialiserede socialområde. Vi er ca. 15.000 medarbejdere om opgaven, heraf 90 % inden for sundhed. Vi vil skabe et godt liv for alle nordjyske borgere og et sammenhængende Nordjylland. Vi gør digital kontakt med sundhedsvæsnet til et nemt og naturligt valg for nordjyderne. Læs mere om regionen på www.rn.dk.
Fakta
- Arbejdssted
Den Præhospitale Virksomhed - Region Nordjylland -
Kontaktperson
Peter Larsen - Adresse
Hjulmagervej 20, 9000 Aalborg - Stillingstype
Leder - Speciale
Akutmedicin & Anæstesiologi & Intern Medicin - Ansættelsesform
Fast ansættelse - Ugentlig arbejdstid
Fuld tid - Ansættelsens start
01-11-2021 - Regionens jobnr.
11500 - Quick-nr.
414491 - Indrykningsdato
10-08-2021 -
Ansøgningsfrist
05-09-2021 (udløbet)
-
Jobbet er udløbet...
- Føj til favoritter
- Læs om regionen
Fakta
- Arbejdssted
Den Præhospitale Virksomhed - Region Nordjylland - Adresse
Hjulmagervej 20, 9000 Aalborg -
Kontaktperson
Peter Larsen - Stillingstype
Leder - Speciale
Akutmedicin & Anæstesiologi & Intern Medicin - Ansættelsesform
Fast ansættelse - Ugentlig arbejdstid
Fuld tid - Ansættelsens start
01-11-2021 - Regionens jobnr.
11500 - Quick-nr.
414491 - Indrykningsdato
10-08-2021 -
Ansøgningsfrist
05-09-2021 (udløbet)