Region Sjælland

Region Sjælland

Lykkebækvej 1, 4600 Køge

Overlæge med interesse indenfor det sammedagskirurgiske område

Er du erfaren speciallæge i kirurgi med særlig interesse og færdigheder indenfor det sammedagskirurgiske område, og har du lyst til en vagtfri stilling, delt mellem et mindre provinssygehus og et hospital i rygende udvikling. Så er stillingen her noget for dig!

Vi har på SUH fået en unik mulighed for at oprette en vagtfri stilling delt mellem afdelings udefunktion i Nykøbing Falster og SUH Køge. Der vil være mulighed for ansættelse på nedsat tid såfremt dette er et ønske. Du skal forvente at have funktioner på begge afdelingens matrikler, med hovedfunktion i Nykøbing Falster. Du vil sammen med cheflægen og gruppen af speciallæger med faste funktioner i Nykøbing, være med til at sikre kvaliteten og udviklingen af det kirurgiske område i Nykøbing Falster, herunder varetage uddannelsen af yngre kollegaer og plejepersonale. Du skal forvente at have fast stuegangsfunktion hver 2. uge, hvor du som speciallæge, vil være backup til det kirurgiske vagthold og operationsgangen. Du vil herudover have mulighed for faste operations- og ambulatoriefunktioner på begge afdelingens matrikler efter nærmere aftale og interesse område.  

Kirurgisk afdeling lægger stor vægt på uddannelse af yngre læger, og det forventes derfor at du har lyst til supervision og undervisning i alle daglige funktioner. Kirurgisk afdeling har fokus på faglighed, og det er vores strategi fortsat at udvikle afdelingen baseret på et stærkt fagligt miljø, hvor vi ser forskning som en integreret del. Vi ser derfor gerne, at du i dit tidligere virke har vist interesse og resultater indenfor forskningen og har lyst til at fortsætte dette.

Erfaring med administrative opgaver vil være en fordel, og du har muligvis allerede arbejdet fokuseret med en afgrænset patientgruppe eller måske ligefrem haft ansvar for et mindre specialområde eller har erhvervet dig anden administrativ erfaring.

Hvis nogle af disse punkter rammer plet hos dig, og du ønsker at være en del af en afdeling i en rivende udvikling med alle ledige stillinger besat, samt en afdeling baseret på kvalitet og høj faglighed, er du måske vores kommende kollega.

Generelt:

Kirurgisk Afdeling, SUH har en afdelingsledelse bestående af en cheflæge samt en chefsygeplejerske, bosiddende på matriklen i Køge. Fagligt er afdelingen opdelt i 7 funktionsområder, som fagligt ledes af en ledende overlæge samt en oversygeplejerske, som sammen udgør områdeledelsen for deres område.

Kirurgisk afdeling varetager behandlinger som højt specialiseret funktion, regionsfunktion samt hovedfunktion, samt behandling af akutte, benigne og maligne kirurgiske lidelser med mere end 6.000 årlige operationer. De fleste akutte patienter indlægges via hospitalets Akut Afdeling. Der foretages desuden udredning og behandling af patienter med akutte kirurgiske problemstillinger fra hospitalets øvrige afdelinger, ligesom der modtages patienter med specialiserede, akutte kirurgiske lidelser fra resten af regionen. Der foretages årligt omkring 3.600 akutte operationer, og ansvaret for disse patienter ligger i sektionen for Akut kirurgi – K2.

Afdelingens sektion for Øvre kirurgi – K1 har regionsfunktion samt højt specialiseret funktion indenfor bariatrisk kirurgi, reflukskirurgi og operation for parastomale hernier samt operation af større, komplicerede ventralhernier og giganthernier. Derudover varetager vi højvolumen elektiv inguinal herniotomi og colecystektomi. Størstedelen af vores operationer udføres laparoskopisk, heraf udføres en del af de komplicerede hernier operationer robot assisteret.

Siden 2018 har lægestaben ved den kirurgiske funktion på Nykøbing Falster Sygehus refereret til cheflægen på Kirurgisk afdeling, SUH Køge. Den kirurgiske funktionen dækker over 11 kirurgiske sengepladser på afdelingen for mave- og tarmsygdomme, og der er et fælles afsnit med både kirurgiske og medicinske sengepladser.

Vi råder over 10 ugentlige sammedags kirurgiske operationslejer, der primært varetager operationer for ukomplicerede hernie,- og galdevejs sygdomme, hæmorider og pilonidalcyster, hvor der udføres omkring 1400 elektive operationer årligt. Desuden har vi 2 ugentlige ambulatorier bemandet af 2 reservelæger og 1 speciallæge.

Der ud over er det kirurgiske vagthold ansvarlige for modtagelse af de akutte kirurgiske patienter i aften/nat, samt stuegang i akutafdelingen i dagtiden samt andet akut kirurgi i form af appendektomier og andre akutte, mindre operationer.

Vagtfunktionen i Nykøbing Falster dækkes af et fast hold af PhD studerende på R1 niveau, suppleret med et hold af faste vikarer.

Afdelingens sektion for Nedre Kirurgi – K3 varetager kirurgisk behandling af benigne kolorektale lidelser, som inflammatorisk tarmsygdom (colitis ulcerosa og Mb. Crohn som regionsfunktion), rektalprolaps, kompliceret divertikulit, komplicerede analfistler (regionsfunktion) samt kirurgisk behandling af analinkontinens for hele regionen. Behandling af IBD patienter varetages i samarbejde med hospitalets gastromedicinske sektion. Sektionen varetager også udredning, behandling og palliation af patienter med kolorektal cancer samt regionsfunktion for endoskopiske procedurer med fjernelse af større bredbasede tumorer/polypper i rektum (f.eks. TEO og EMR/ESD procedurer).

Sektionen for Nedre Kirurgi foretager årligt omkring 400 kolo-rectake resektioner, hvoraf 90% er laparoskopiske og omkring 25% robotassisterede.

Afdelingens endoskopiafsnit foretager årligt mere end 14.000 endoskopier i form gastroskopier, koloskopier samt et stort og stigende antal avancerede endoskopiske procedurer som regionsfunktion eksempelvis ERCP, transgastrisk ERCP, EMR, e-FTR, EUL og CELS. Enheden har også regionsfunktion for endoskopisk udredning af børn med gastroenterologiske lidelser i samarbejde med Pædiatrisk afdeling, SUH.

Kirurgisk afdeling har en stor ambulant funktion, hvor vi foretager udredning og opfølgning af elektive forløb forud for operation. Ambulatoriet varetager flere specialiserede funktioner eksempelvis med udredning af patienter før bariatrisk kirurgi samt udredning af patienter med anal inkontinens i inkontinensklinikken.

Kirurgisk Afdeling har en stor og meget aktiv forskningsenhed – Center for Surgical Science med mere end 40 tilknyttede forskningsmedarbejdere og med et stærkt og voksende samarbejde nationalt og internationalt.

Forskningsenheden afholder hvert år et internationalt symposium, Zealand Surgical Forum; se http://www.zealandsurgicalforum.com/

Kirurgisk afdelingen har regionens lærestolsprofessorat i kirurgi, samt professorat i kirurgisk ultralyd. Ligesom der er tilknyttet i alt 13 kliniske lektorer og studielektorer.

Dine kvalifikationer:

Ansøgere med dokumenteret interesse og erfaring specielt indenfor benign øvre kirurgi. 

Vi ønsker en kollega, som sætter patienten i centrum, stræber efter den bedst mulige kvalitet i behandlingen og som har lyst til at være en del af et team af dygtige kolleger, som arbejder både nationalt og internationalt for at udvikle både Kirurgisk afdeling og SUH.

Du er visionær og målrettet og tager ansvar for de opgaver, som du påtager dig.

Vi forventer, at du er en rutineret kirurg både i forhold til åben og laparoskopisk kirurgi med henblik på at kunne varetage backup funktionen for yngre læger under uddannelse i Nykøbing Falster.

Kirurgisk Afdeling lægger vægt på, at yde behandling af høj kvalitet på et evidensbaseret grundlag. Vi forventer derfor, at du er forskningsaktiv og at du har vist dette i dit hidtidige karriereforløb. I Kirurgisk afdeling mener vi, at et stærkt fagligt miljø samt et aktivt forskningsmiljø er nødvendigt for at sikre udvikling af såvel faget som den enkelte kirurg. Dette forventer vi du tager aktivt del i.

Afdelingen vægter uddannelse højt, og vi forventer derfor, at du interesserer dig for uddannelse og supervision. Både overlæger og afdelingslæger har uddannelsesforpligtigelse overfor medicinstuderende, introduktionslæger, læger i hoveduddannelse samt andre faggrupper i afdelingen.

Stillingen indeholder også flere administrative opgaver. Disse forsøger vi at fordele jævnt og forventer derfor, at du også deltager i disse opgaver og gerne har erfaring heri.

Vi lægger vægt på, at du udviser engagement og positivitet samt interesserer dig for din egen personlige og faglige udvikling og profilering, og vi forventer, at du aktivt går ind i en udvikling af dig selv og afdelingen.

 Arbejdsvilkår:

Overlægen får delt funktion mellem Nykøbing Falster og Køge.Stillingen er vagtfri og med mulighed for deltidsansættelse. Speciallæger varetager på skift funktioner til klokken 18:00.

Afdelingen er fast forankret i den regionale udvikling af sygehusvæsenet med varetagelse af de specialiserede kirurgiske funktioner for Region Sjælland.

Løn i henhold til gældende overenskomst.

 Personlige og faglige kompetencer:

Overlægen skal have kompetencer inden for hver af nedenstående 7 roller, på et niveau, der svarer til det, man kan forvente af en speciallæge, og ansøgningen skal derfor udformes i henhold til nedenstående.

1.Medicinsk ekspert
Diagnostiske og terapeutiske færdigheder, som er nødvendige for at varetage kompetent og effektiv udredning og behandling.

2. Kommunikator

Kan kommunikere forståeligt, præcist og empatisk med patienter og pårørende; kan lytte, drøfte og formidle relevant information med patienter, pårørende samt kolleger og andre medarbejdere.

3. Samarbejder
Samarbejder effektivt med alle medarbejdere og primær sektor; bidrager effektivt i tværfaglige aktiviteter.

4. Organisator/leder/administrator
Anvender og prioriterer ressourcerne effektivt og afbalancerer hensyn til patientbehandling, uddannelse, administrative funktioner, kvalitetsudvikling og eksterne aktiviteter.

5. Sundhedsfremmer
Bidrager effektivt til øget sundhed hos patienter såvel som hos andre borgere. Erkender og reagerer på de områder, hvor oplysning er påkrævet.

6. Akademiker
Anvender en personlig strategi for kontinuerlig kompetenceudvikling; vurderer information kritisk; faciliteter læring hos patienter, kolleger, uddannelsessøgende læger, studenter og andre personalegrupper; bidrager til udvikling af ny viden.

7. Professionel
Yder høj kvalitet i patientbehandlingen med integritet, ærlighed, medfølelse; udviser passende personlig og medmenneskelig adfærd; praktiserer i etisk overensstemmelse med lægeløftet.

 Yderligere oplysninger: Yderligere information kan fås ved henvendelse til cheflæge Lasse Bremholm Hansen, mail: labha@regionsjaelland.dk eller tlf. 47 32 30 01 eller ledende overlæge Anna Lykke, mail annly@regionsjaelland.dk eller telefon 23 34 84 91

 Ansøgningsfrist 18.8.24.

Samtale med kvalificerede ansøgere forventes afholdt i uge 35.

Ansøgningen forventes opstillet således at ansøger forholder sig til hver af de 7 lægeroller.

Om Sjællands Universitetshospital
Sjællands Universitetshospital er Danmarks yngste universitetshospital, og en afgørende brik i Region Sjællands ambitiøse sygehusplan. Vores mission er patienten, og visionen er suveræn kvalitet. I en verden fuld af nye muligheder og forventninger ser vi os som pionerer, der ønsker at definere en ny, bedre og anderledes måde at drive sundhedsvæsenet på.

Sjællands Universitetshospital er over de sidste år etableret som en organisatorisk enhed. Næste trin er den fysiske samling i det nye kvalitetsfondsbyggeri i Køge, som vil skabe rammen for et universitetshospital i fuld skala. Vi er således i gang med at skabe et samlet og bedre sundhedsvæsen for regionens borgere, og en spændende og udviklende arbejdsplads for medarbejderne.

Om os

Den 1. januar 2024 fusionerede Sjællands Universitetshospital (SUH) med Nykøbing F. Sygehus (NFS). Som et af Danmarks største akutsygehuse driver og udvikler vi sygehusene i Køge, Roskilde og Nykøbing F. Vi har aktivitet på alle regionens sygehuse, og vi betjener alle regionens patienter med specialiserede sundhedsydelser samt tilbyder sundhedsydelser inden for 32 forskellige lægelige specialer.

Som Danmarks seneste universitetshospital søger vi at omdefinere tilgangen til, hvordan sundhedsfaglige ydelser leveres i regionen. Vi stræber efter at sikre lige sundhedstilbud for alle. Med øget fokus på uddannelse, forskning og innovation arbejder vi ud fra tankesættet om at bygge bro over afstande, etablere tværfaglige fællesskaber og bringe specialiseret behandling tættere på borgerne.

Læs mere om Sjællands Universitetshospital, Nykøbing F. her
Læs mere om Sjællands Universitetshospital, Køge og Roskilde her

Se video om Sjællands Universitetshospital her

  • Fakta

  • Arbejdssted
    Nykøbing F. Sygehus & Sjællands Universitetshospital, Køge
  • Kontaktperson
    Lasse Hansen
    labha@regionsjaelland.dk
    23349751
  • Adresse
    Lykkebækvej 1, 4600 Køge
  • Stillingstype
    Læge
  • Speciale
    Kirurgi
  • Ansættelsesform
    Fast ansættelse
  • Ugentlig arbejdstid
    Fuld tid
  • Ansættelsens start
    01-10-2024
  • Regionens jobnr.
    035465
  • Quick-nr.
    464589
  • Indrykningsdato
    20-06-2024
  • Ansøgningsfrist
    18-08-2024


Søg jobbet
  • Fakta

  • Arbejdssted
    Nykøbing F. Sygehus & Sjællands Universitetshospital, Køge
  • Adresse
    Lykkebækvej 1, 4600 Køge
  • Kontaktperson
    Lasse Hansen
    labha@regionsjaelland.dk
    23349751
  • Stillingstype
    Læge
  • Speciale
    Kirurgi
  • Ansættelsesform
    Fast ansættelse
  • Ugentlig arbejdstid
    Fuld tid
  • Ansættelsens start
    01-10-2024
  • Regionens jobnr.
    035465
  • Quick-nr.
    464589
  • Indrykningsdato
    20-06-2024
  • Ansøgningsfrist
    18-08-2024

Du er ikke logget ind

For at kunne oprette en jobagent på baggrund af dette job skal du først logge ind. Vil du logge ind nu?

Ja, tak! Opret bruger ×
På baggrund af dette job

Del jobbet "Overlæge med interesse indenfor det sammedagskirurgiske område"

×

Sundhedsjobs

Sundhedsjobs.dk er en portal, der samler alle regionernes stillingsopslag i sundhedssektoren. Portalen drives af Danske Regioner og de 5 regioner i fællesskab.