Region Sjælland

Region Sjælland

Lykkebækvej 2, 4600 Køge

Vagtplanlægger med flair for kommunikation og systematik søges til Klinisk Biokemisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital, Køge

Har du et stærkt administrativt gen, er analytisk skarp til vagtplanlægning og sætter en ære i, at få hverdagen til at hænge sammen for medarbejderne, så vi skaber ro og overblik? Så er du måske den rette for os.


Som vagtplanlægger hos os, forventes det, at du kan jonglere mellem flere overenskomster, arbejdstidsregler og samtidig understøtte den gode balance mellem fleksibilitet for medarbejdere og robusthed i løsningen af kerneopgaven. Din grundlæggende opgave vil være at planlægge, at det rette personale, med de rette kompetencer, befinder sig på rette sted til rette tid. Arbejdstidsplanlægningen for afdelingens ca. 250 medarbejdere varetages af to personer, hvoraf du er den ene. Der planlægges i et langsigtet perspektiv under hensyntagen til afdelingens årshjul for både ferieønsker, møder, uddannelse og øvrige faste aktiviteter. Så i den henseende spiller din systematik, grundighed og evne til at optimere en vigtig rolle.

En typisk arbejdsdag går med at planlægge mødetider, grundplaner, vagttyper og ferie/fravær for de ca. 250 medarbejdere, som har forskelligartede kompetencer, og derfor ikke alle kan erstatte hinanden én til én. Du er sammen med din vagtplanlægningskollega ansvarlig for, at driften hver eneste dag optimeres i forhold til det aktuelle fremmøde og fravær. Din ansættelse vil være i Køge og din vagtplanlægningskollega har ansættelse i Roskilde, så for at sikre tæt samarbejde og stedfortrædende funktion, skal der forventes fremmøde i Roskilde mindst en gang om ugen som udgangspunkt.

 

Dine opgaver

  • koordinere vagtplanlægningen, dvs. lægge vagtplanen, registrere byt og ændringer, sikre fraværs- og feriedækning samt opdatere grundplaner mv.
  • have overblikket over ressourceforbruget, så bemandingen kan holdes inden for det afsatte budget
  • svare på spørgsmål omhandlende arbejdstidsplaner mm
  • oplæring og introduktion til nye medarbejdere omkring vagtplanlægning
  • udarbejde introduktionsprogram til nyansatte efter afdelingens retningslinjer
  • samarbejde og dialog med alle medarbejder, herunder sparring med driftsledelsen
  • løbende optimere arbejdsgangene i forbindelse med vagt- og driftsplanlægning
  • evt. blodprøvetagning i perioder, med lavaktivitet på vagtplanlægning

 

Opgaven består således i både at levere en service i form af vagtplanen til driften, men også i at være en stærk formidler omkring rammer og aftaler indenfor vagtplanlægningsområdet. Du vil få et tæt samarbejde med overbioanalytikerne, som du er vagtplanlægger for, og der vil også være daglig kontakt fra/til og henvendelser fra personalet i afdelingen, som du skal besvare.

Vi er en afdeling der arbejder med udvikling af dialogbaseret arbejdsplanlægning, for at skabe større trivsel for at få arbejdsliv i balance. Det betyder at der løbende vil være ændringer også i arbejdsplanlægningen.

 

Om dig

For at kunne bestride funktionen som vagtplanlægger er det først og fremmest vigtigt, at du har interesse for og erfaring med netop vagtplanlægning. Samtidig er du god til samarbejde og dialog, så du kan rådgive og hjælpe de medarbejdere og ledere, der henvender sig med spørgsmål eller problematikker. Du har en systematisk og struktureret og proaktiv tilgang til dit arbejde. Du kan levere en uønsket besked professionelt og lader dig ikke gå på af de mange ændringer, der konstant påvirker din langsigtede vagtplan.  

Du har ordenssans, er selvkørende og har et godt humør. Du trives i et uhøjtideligt arbejdsmiljø med en meget flad ledelsesstruktur. Det er ikke et problem for dig, at de oplysninger du skal bruge for at udføre et godt stykke arbejde, skal efterspørges igen og igen, for du kan ikke altid selv finde svaret, og er afhængig af andre personers viden – og det skal du fortælle dem! Du lader dig ikke stresse af uafsluttede eller afventende opgaver, og har også mod til at afprøve nyt, velvidende at ”nyt” ofte mødes med skepsis.

 

Du har:

  • en sundhedsfaglig uddannelse, gerne bioanalytiker baggrund
  • flair for administration og brug af it-redskaber
  • en struktureret og systematisk tilgang til dit arbejde
  • erfaring med vagtplanlægning i hele døgnet
  • erfaring med overenskomster og arbejdstidsregler
  • gode kommunikationsegenskaber og en imødekommende personlighed

 

Lidt om os og hvad vi kan tilbyde dig
Sjællands Universitetshospital er etableret som en organisatorisk enhed fordelt på flere matrikler. Klinisk biokemisk afdeling er samlet under en ledelse, men fordelt med et afsnit i Roskilde og et i Køge, med ca. 250 ansatte i alt. Laboratorierne servicerer hospitalet og praksissektoren og afdelingen varetager med sine engagerede medarbejdere blodprøvetagning på hospitalet, i ambulatoriet, på psykiatrisk hospital, samt tager ud til patienter i eget hjem. Desuden udføres rutine og special analysearbejde i laboratoriet og konsulentbistand udenfor hospitalet. Af rutineanalyser kan fremhæves: Hæmatologi, Biokemi, Koagulation og POCT. Af specialanalyser er der bl.a. Flowcytometri, Allergianalyser, Molekylærbiologi, M-komponent-analyser og Calprotectin og der foregår stor aktivitet inden for uddannelse, forskning og udvikling på afdelingen. Samlet leverer afdelingen årligt ca. 10 millioner analysesvar.

Et nyt supersygehus er under opbygning i Køge, og her vil alle sengeafdelinger være placeret fra 2028, og allerede i 2025 forventes den nye laboratoriebygning at stå klar til indflytning af Klinisk Biokemi sammen med 3 andre laboratoriespecialer i en ny type samarbejde. Roskilde laboratoriet vil efter 2028 understøtte den dagsaktivitet specialhospitalet i Roskilde vil have, samt understøtte det store samarbejde med det nære sundhedsvæsen, praksis og det tværsektorielle samarbejde.

Overordnet er Klinisk Biokemisk Afdeling i rivende udvikling på alle niveauer i organisationen. Vi har en forventning om, at du vil være en aktiv del af udviklingen i vores afdeling.

Du vil modtage oplæring tilpasset til dine erfaringer og færdigheder, og du vil få grundig introduktion til afdelingen og medarbejdernes arbejdsfunktioner i oplæringsfasen.

Du får et stort ansvar og frihed i dit arbejde, hvor der er mulighed for at sætte præg på din stilling og dine opgaver. Du kommer til at have mange kontakt- og samarbejdsflader og får derfor en spændende hverdag i samarbejdets tegn, hvor du både arbejder selvstændigt og i tæt samarbejde med andre faggrupper og ledere.


Du vil opleve en organisation, der vægter faglighed og godt arbejdsmiljø, hvor du bliver en del af et fællesskab, hvor vi hjælper hinanden, løfter i flok og møder hinanden med tillid, ordentlighed og en uformel tone. Og vi har fokus på din udvikling, så du kan være en vigtig del af den fortsatte udvikling af afdelingens administrative styring.

 

Ansættelsesvilkår

Vi forventer ansættelse pr. 1. november 2024. Stillingen er på 37 timer pr. uge og aflønning sker efter gældende overenskomst. Ønsker du yderligere oplysninger er du meget velkommen til at kontakte Chefbioanalytiker Helle Kune Frederikson på tlf.: 47 32 56 44 eller hellf@regionsjaelland.dk

 

Ansøgningsfrist den 13.09.2024.

Indkaldelse til samtaler sendes ud løbende og samtalerne afholdes d. 18.09.2024. Reference ønskes medbragt til samtalen.

 

Kontaktperson(er):

Chefbioanalytiker; Helle Kune Frederikson tlf. nr. 47 32 56 44
Vagtplanlægger; Barbara Obenhaupt tlf. nr. 47 32 56 63

Om os

Den 1. januar 2024 fusionerede Sjællands Universitetshospital (SUH) med Nykøbing F. Sygehus (NFS). Som et af Danmarks største akutsygehuse driver og udvikler vi sygehusene i Køge, Roskilde og Nykøbing F. Vi har aktivitet på alle regionens sygehuse, og vi betjener alle regionens patienter med specialiserede sundhedsydelser samt tilbyder sundhedsydelser inden for 32 forskellige lægelige specialer.

Som Danmarks seneste universitetshospital søger vi at omdefinere tilgangen til, hvordan sundhedsfaglige ydelser leveres i regionen. Vi stræber efter at sikre lige sundhedstilbud for alle. Med øget fokus på uddannelse, forskning og innovation arbejder vi ud fra tankesættet om at bygge bro over afstande, etablere tværfaglige fællesskaber og bringe specialiseret behandling tættere på borgerne.

Læs mere om Sjællands Universitetshospital, Nykøbing F. her
Læs mere om Sjællands Universitetshospital, Køge og Roskilde her

Se video om Sjællands Universitetshospital her

  • Fakta

  • Arbejdssted
    Sjællands Universitetshospital, Køge
  • Kontaktperson
    Helle Frederikson
  • Adresse
    Lykkebækvej 2, 4600 Køge
  • Stillingstyper
    Bioanalytiker
  • Ansættelsesform
    Fast ansættelse
  • Ugentlig arbejdstid
    Fuld tid
  • Ansættelsens start
    01-11-2024
  • Regionens jobnr.
    036590
  • Quick-nr.
    466229
  • Indrykningsdato
    16-08-2024
  • Ansøgningsfrist
    13-09-2024 (udløbet)


  • Fakta

  • Arbejdssted
    Sjællands Universitetshospital, Køge
  • Adresse
    Lykkebækvej 2, 4600 Køge
  • Kontaktperson
    Helle Frederikson
  • Stillingstyper
    Bioanalytiker
  • Ansættelsesform
    Fast ansættelse
  • Ugentlig arbejdstid
    Fuld tid
  • Ansættelsens start
    01-11-2024
  • Regionens jobnr.
    036590
  • Quick-nr.
    466229
  • Indrykningsdato
    16-08-2024
  • Ansøgningsfrist
    13-09-2024 (udløbet)

Du er ikke logget ind

For at kunne oprette en jobagent på baggrund af dette job skal du først logge ind. Vil du logge ind nu?

Ja, tak! Opret bruger ×
På baggrund af dette job

Sundhedsjobs

Sundhedsjobs.dk er en portal, der samler alle regionernes stillingsopslag i sundhedssektoren. Portalen drives af Danske Regioner og de 5 regioner i fællesskab.