Region Hovedstaden

Region Hovedstaden

Borgmester Ib Juuls vej 1, 2730 Herlev

Ph.d.-stipendium indenfor medicinsk behandling af Peyronies sygdom på Afdeling for Urinvejssygdomme

Er du interesseret i patientnær klinisk forskning indenfor urologien? Har du lyst til at lave et randomiseret studie, hvor en ny behandlingsmetode med injektion af Platelet- Rich Plasma (PRP) som behandling for Peyronies sygdom skal testes?

Forskningsenheden på Afdeling for Urinvejssygdomme, Herlev og Gentofte Hospital inviterer ansøgere til et 3-årigt ph.d.-stipendium indenfor medicinsk behandling af Peyronies sygdom. Har du en kandidatgrad indenfor for medicin, så er du måske vores nye kollega.

Om projektet

Peyronies sygdom (PD) forårsager bindevævsknuder i penis, hvilket giver skævhed og seksuel dysfunktion. PD rammer 5-10 % af mænd og standardbehandlingen er at operere på penis. Foreløbige undersøgelser antyder, at indsprøjtninger med PRP, der er et koncentrat af patienters egne blodplader, kan opløse bindevævsknuderne. Mekanismen er, at blodpladerne indeholder vækstfaktorer, der måske kan genskabe den normale funktion af væv, de sprøjtes ind i. Der er altså tale om en type af regenerativ medicin på linje med stamcellebehandling.

Formålet med dette ph.d.-projekt er at udføre en randomiseret, kontrolleret undersøgelse af PRP. I studiet vil vi inkludere i alt 94 mænd. Behandlingen af de 10 første vil foregå som en pilotfase, hvor vi vil give indsprøjtninger med både PRP og saltvand for at sikre, at vores procedurer, inklusiv blinding af deltagerne, forløber optimalt. Resten af deltagerne randomiseres, således at de enten modtager 3 indsprøjtninger med PRP eller med saltvand. Deltagerne vil så blive fulgt i et år efterfølgende med målinger af peniskrumning samt diverse spørgeskemaer.

Ph.d.-projektet er godkendt af Videnskabsetisk Komité og fuldt finansieret bl.a. med fondsmidler fra Læge Sofus Carl Emil Friis og hustru Olga Doris Friis Legat. Projektet er forankret på Herlev og Gentofte Hospital.

Din hovedvejleder bliver professor, overlæge, Mikkel Fode, Afdeling for Urinvejssygdomme, Herlev og Gentofte Hospital. Professor, overlæge Jens Sønksen, klinisk lektor, afdelingslæge Peter Østergren og læge Christian Fuglesang Jensen, alle fra Afdeling for Urinvejssygdomme, Herlev og Gentofte Hospital, bliver dine medvejledere.

Om jobbet

Projektet afvikles som et selvstændigt 3-årigt forskningsprojekt i tæt samarbejde med vejledere og andrologisk team på Gentofte matriklen. Dine arbejdsopgaver vil bl.a. inkludere:

  • Ansvarlig for implementering og formidling af projektet til de deltagende aktører
  • Projektkoordinering med det daglige ansvar for planlægning og udførelse af forskningsprojektets opgaver, herunder randomisering af patienter, dataindsamling og databehandling
  • Deltagelse i projektpatienternes kliniske behandlinger/placebo behandlinger
  • Udarbejdelse af artikler og ph.d.-afhandling, inkl. publicering i internationale tidsskrifter

Som ph.d.-studerende skal du opfylde de obligatoriske krav til deltagelse i ph.d.-kurser, undervisning og gerne et ophold i et andet – evt. internationalt – forskningsmiljø under stipendiet.

Der vil under ph.d.-forløbet være mulighed for deltagelse i nationale og internationale kongresser med henblik på vidensdeling og etablering af forskningsnetværk.

Om Urologisk Forskningsenhed

Vi er centrum for forskningen på Skandinaviens største urologiske afdeling, hvor der forskes bredt indenfor urologien. Vi tilbyder et inspirerende og dynamisk forskningsmiljø på et højt internationalt niveau. Vi har et stort netværk til forskellige samarbejdspartnere i Danmark, Europa og resten af verden. Vi er en fast stab af professorer, lektorer, projektsygeplejersker, bioanalytiker, forskningsaktive læger, ph.d.-studerende, medicinstuderende og administrative medarbejdere. Vores mål er at bidrage til den bedst mulige patientbehandling. Det gør vi gennem forskning af høj international kvalitet, som udvikler og kvalitetssikre afdelingens eksisterende behandlings- og plejearbejde og er med til at udvikle nye behandlinger.

Dine kvalifikationer

Du skal have en kandidatgrad i medicin og have stor interesse for klinisk forskning og det urologiske speciale. Forudgående urologisk erfaring er en fordel, men ikke en forudsætning.

Det er vigtigt, at du trives med en hverdag, der både indeholder patientnær klinisk forskning, koordinering af forskningsprojektet og videnskabelig bearbejdning af data. Det er en fordel, hvis du har erfaring med klinisk forskning.

Vi prioriterer vidensdeling og samarbejde meget højt, og vi forventer, at du deltager og bidrager til enhedens videnskabelige udvikling. Du skal være initiativrig, løsningsorienteret og struktureret og beherske engelsk på akademisk niveau, både skriftligt og mundtligt.

Ansættelsesvilkår
Stillingen som ph.d.-studerende er fuldtid og tidsbegrænset til 3 år. Stillingen er til besættelse pr. 01.12.2024 eller snarest derefter. Det er en forudsætning, at du indskrives som ph.d.- studerende ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet.

Løn, pension og ansættelsesvilkår følger overenskomst mellem Regionernes Løn- og Takstnævn og Yngre Lægers overenskomst med Regionerne.

Forud for ansættelse vil vi indhente 1-2 referencer efter aftale.

Ansøgning
Din ansøgning skal indeholde følgende dokumenter:

  • En motiveret ansøgning på dansk på ca. ½ - 1 A4-side
  • CV, inkl. uddannelsesbaggrund, erfaring, sprogfærdigheder og andre relevante kvalifikationer
  • Eksamensbevis (hvis uddannelsen ikke er afsluttet på ansøgningstidspunktet vedlægges et opdateret udtræk af karakterer)
  • Evt. publikationsliste (alle typer af publikationer medtages)

Ansøgningen indsendes online via linket her på siden.

Ansøgningsprocedure

Ansættelsesudvalget består af:

Professor, overlæge, Mikkel Fode, Afdeling for Urinvejssygdomme, Herlev og Gentofte Hospital.

Specialkonsulent Mette Schmidt, Afdeling for Urinvejssygdomme, Herlev og Gentofte Hospital.

Ansøgningsfristen er d. 27. oktober 2024 kl. 23.59

Vi forventer at afholde samtaler mandag d. 4. november 2024.

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til Mette Schmidt på e-mail: mette.ladefoged.kopp.schmidt@regionh.dk eller telefon: 38681100

Generel information om ph.d.- uddannelsen ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet findes her: https://healthsciences.ku.dk/phd/guidelines/

Du kan læse mere om forskningsenheden og afdelingen på: https://www.herlevhospital.dk/afdelinger-og-klinikker/Afdeling-for-Urinvejssygdomme/

Dine løn- og ansættelsesvilkår Autoriseret sundhedspersonale med patientkontakt, der er uddannet i et andet EU/EØS-land end Danmark, skal ved ansættelse i Region Hovedstaden, opfylde kravet til sprogkompetencer* i dansk. *Autoriseret sundhedspersonale med patientkontakt, der er uddannet i et andet EU/EØS-land end Danmark, skal ved ansættelse i Region Hovedstaden have bestået en danskprøve (Danskuddannelse 3, som svarer til 9. klasses afgangseksamen) eller som minimum kunne bestå prøven senest 1 år efter ansættelsen, eller have opnået tilsvarende sprogkompetencer i dansk på anden vis. Danskprøven skal bestås med minimum følgende karakterer: • mundtlig kommunikation med karakteren 10 • læseforståelse med karakteren 7 • skriftlig fremstilling med karakteren 7

  • Fakta

  • Arbejdssted
    Herlev Hospital
  • Kontaktperson
    Mette Ladefoged Kopp Schmidt
    Mette.Ladefoged.Kopp.Schmidt@regionh.dk
  • Adresse
    Borgmester Ib Juuls vej 1, 2730 Herlev
  • Stillingstype
    Forsker
  • Speciale
    Urologi
  • Ansættelsesform
    Tidsbegrænset periode
  • Ugentlig arbejdstid
    Fuld tid
  • Ansættelsens start
    01-12-2024
  • Regionens jobnr.
    258394
  • Quick-nr.
    467569
  • Indrykningsdato
    23-09-2024
  • Ansøgningsfrist
    27-10-2024


Søg jobbet
  • Fakta

  • Arbejdssted
    Herlev Hospital
  • Adresse
    Borgmester Ib Juuls vej 1, 2730 Herlev
  • Kontaktperson
    Mette Ladefoged Kopp Schmidt
    Mette.Ladefoged.Kopp.Schmidt@regionh.dk
  • Stillingstype
    Forsker
  • Speciale
    Urologi
  • Ansættelsesform
    Tidsbegrænset periode
  • Ugentlig arbejdstid
    Fuld tid
  • Ansættelsens start
    01-12-2024
  • Regionens jobnr.
    258394
  • Quick-nr.
    467569
  • Indrykningsdato
    23-09-2024
  • Ansøgningsfrist
    27-10-2024

Du er ikke logget ind

For at kunne oprette en jobagent på baggrund af dette job skal du først logge ind. Vil du logge ind nu?

Ja, tak! Opret bruger ×
På baggrund af dette job

Del jobbet "Ph.d.-stipendium indenfor medicinsk behandling af Peyronies sygdom på Afdeling for Urinvejssygdomme"

×

Sundhedsjobs

Sundhedsjobs.dk er en portal, der samler alle regionernes stillingsopslag i sundhedssektoren. Portalen drives af Danske Regioner og de 5 regioner i fællesskab.